Fedtsugning
Fedtsugning fjerner genstridige fedtdepoter, som kan være svære at slippe af med trods kost og motion. Behandlingen former kroppen og giver varige resultater – særligt ved stabil vægt.
Fedtsugning og fedtdepoter
Ved en fedtsugning fjernes uønskede fedtdepoter på kroppen. Områder der typisk behandles, er mave, nedre ryg, indersiden af knæ, inder- og yderlår. Du får det bedste resultat hvis du er normalvægtig og fedtsugningen ses som en måde at behandle de områder du selv har svært ved at tabe ved kost og motion.
Fedtcellerne fjernes og sandsynligheden for at du vil tage på igen mindskes. Derimod vil du fortsat kunne tage på hvor du ikke er fedtsuget og vi anbefaler derfor at du har stabil vægt efter operationen.
Kontakt os
Ønsker du at vide mere om fedtsugning, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.
Priser
Forundersøgelse
500 DKK
Forsiden af maven
15.000 – 25.000 DKK
Yderside af lår
16.000 – 18.000 DKK
Inderside af lår
14.000 – 16.000 DKK
Knæ
10.000 DKK
BH delle
14.000 DKK
Flanker/lænd
16.000 DKK
Patientinformation om operationen
Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.
Behandlingsforløbet
Før behandlingen
Forberedelse før operationen
Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. Det er vigtigt at du er normalvægtig og har et godt helbred. De første dage efter operationen skal du tage det med ro og det er derfor en god ide at have forberedt sig hjemme og handlet ind.
Medicin
Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage
for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.
Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.
Rygning
Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 8 uger før og 4 uger efter operation.
BMI
Det optimale body mass index (BMI) inden en fedtsugning er omkring 25. Dette dog med forbehold for kropsbygning. Du udregner dit BMI ved din vægt i kg/ (højde i m x højde i m). Hvis dit BMI er over 30 anbefaler vi, at du i stedet søger hjælp til vægttab.
Under behandlingen
Operationsdagen
Du skal faste 6 timer før det planlagte tidspunkt for din operation. Det vil sige, hvis du skal opereres om morgenen skal du undlade morgenmad. Op til 2 timer før anbefaler vi at du drikker et glas vand eller saftevand. Herefter må du ikke indtage yderligere inden operationen. Du må ikke indtage mælkeprodukter på operationsdagen. Hvis du tager et lægemiddel mod svær overvægt (wegovy eller ozempic), skal du holde pause med medicinen og faste længere tid før operationen end vanligt. Hvor længe er individuelt og aftales med kirurgen ved forundersøgelsen.
Vi anbefaler at du undlader at have makeup, cremer og neglelak på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger nogen steder på kroppen.
Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden og du vil få lagt et drop.
Bedøvelse og operation
En fedtsugning kan foretages i fuld bedøvelse eller lokal bedøvelse afhængigt af ønske, lokalisation og omfang. Plastikkirurgen vil ved forundersøgelsen vurdere hvad der er mest hensigtsmæssigt for dig. Operationen varer ca. 1-2 timer afhængigt af omfang. I udvalgte tilfælde og ved fedtsugning af mindre områder kan operationen foretages i lokal bedøvelse. Under operationen vil du få en engangsdosis antibiotika for at forebygge infektion og saltvand som kompensation for væsketab ved fedtsugningen.
Til start sprøjtes væske ind i området der skal fedtsuges. Fedtet suges herefter ud med en stump kanyle. Klinikken anvender såkaldt mekanisk assisteret liposuction (Vibrasat). Dette mindsker påvirkningen af det normale væv, letter fjernelsen af fedt og er dermed mere skånsomt. Du vil få flere mindre ar på ca. 4-5 mm, der syes sammen med en tynd tråd.
Efter behandlingen
Efter operationen
Efter operationen indlægges du til observation. Du kan udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Der skal være én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn derefter.
På selve arrene sætter vi micropore (englehud) plaster, der skal blive siddende til du kommer til kontrol og trådfjernelse efter 14 dage. Herover vil du få en absorberende hvid forbinding der skal fjernes dagen efter operation. Yderst får du kompressionstøj. På mave og nedre ryg vil det være en longuette (et bredt mavebælte), og på ben en kompressionsbuks. Hvor længe du skal have kompression på afhænger at omfanget af din operation, men ofte vil det være døgnet rundt de første 8 uger efter operation og herefter yderligere 4 uger i dagtid.
Du må tage brusebad 3 dage efter operationen. Det micropore plaster, der er sat på arrene, skal blive på under badet, men skal tørres efter vask. Du kan eventuelt benytte en hårtørrer til at tørre plastret, men vær opmærksom på at det ikke bliver for varmt, da det kan give forbrændinger af huden. Du skal undgå badekar, svømmebad, havvand og spa de første 4 uger efter operation.
Det er vigtigt at holde sig i ro de første dage efter operationen, så der ikke produceres mere væske, hævelse og spænding i det opererede område end højst nødvendigt. Men det er også vigtigt fra start at komme lidt op og gå indimellem så du forebygger blodpropper. Der vil være en vis træthed, som er normalt efter et kirurgisk indgreb. Derfor har du behov for at hvile mere end sædvanligt i ugerne efter indgrebet. Du skal tage det med ro frem til tråd fjernelsen. Herefter kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 4-6 uger efter operation. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 1 uge. Har du et arbejde, hvor du bruger din krop meget, kan der være behov for længere varighed.
Der vil være nogen ømhed de første dage efter operationen, men sjældent mere end lette smerter. Langt de fleste er smertedækket på håndkøbs smertestillende og ophører med medicinen efter 2-5 dage. Plastikkirurgen laver en plan for dig for den smertestillende medicin. Du vil få medicin og skriftlig information om, hvordan du skal tage medicinen, med hjem fra klinikken til de første døgn.
Du får et telefonnummer med hjem til akut brug, således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nyopereret. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email.
3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.