Brystforstørrende operation med eget fedt
Gør brysterne større, genskaber form og spændstighed. Naturligt resultat efter fx alder, vægttab eller graviditet. Kan skabe mere symmetri.
Brystforstørrelse med eget fedt
En brystforstørrende operation med eget fedt vil gøre dine bryster større. Samtidig kan operationen være med til at genskabe brystets form og spændstighed.
Der kan være mange årsager til ønsket om en brystforstørrende operation. Det kan bero på, at man aldrig har fået den brystudvikling, man måtte ønske sig, eller det kan være forandringer opstået med alderen, vægttab eller i forbindelse med graviditet og amning.
En brystforstørrelse med eget fedt kan hjælpe til at genskabe fylde og giver et mere sundt udseende bryst. Det kan også hjælpe til at skabe mere symmetri, hvis der er forskel på dine bryster.
Priser
Forundersøgelse
500 DKK
Brystforstørrelse med eget fedt
Fra 30.000 DKK
Kontakt os
Ønsker du at vide mere om vores brystforstørrende operation med eget fedt, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.
Patientinformation om operationen
Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.
Behandlingsforløbet
Før behandlingen
Forberedelse før operationen
For at man kan lave en brystforstørrende operation med eget fedtvæv kræves det, at der er tilstrækkeligt fedtvæv et andet sted på kroppen. Det er dog vigtigt at du er normalvægtig og har et godt helbred. Det er tilrådeligt at du ikke umiddelbart efter operationen ønsker et større vægttab, da du kan risikere at fedtet ikke sætter sig fast hvis du taber dig de første 3 måneder efter operationen.
De første dage efter operationen skal du tage det med ro og det er derfor en god ide at have forberedt sig hjemme og handlet ind. sig de første 3 måneder efter operationen.
Tidspunkt for operation
For at få foretaget en brystforstørrende operation skal du være myndig og fuldt udvokset. Vi anbefaler derfor at operationen tidligst foretages når du er fyldt 20 år.
Medicin
Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage
for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.
Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.
Rygning
Rygning kan være årsag til infektion, vævsdød og dårlig sårheling herunder optag af det transplanterede fedt. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 8 uger før og 4 uger efter operation.
Amning
En brystforstørrelse med eget fedt påvirker sjældent evnen til at amme. Men når man får foretaget operation af brystet, kan det ikke udelukkes at det kan have betydning. Hvis du har overvejelser om graviditet i fremtiden, er det derfor vigtigt at overveje dette. Hvis du har født og ammet, skal der gå mindst 12 måneder fra du er ophørt med amning til du kan få foretaget en brystforstørrelse med eget fedt.v
Under behandlingen
Operationsdagen
Du skal faste 6 timer før det planlagte tidspunkt for din operation. Det vil sige, hvis du skal opereres om morgenen skal du undlade morgenmad. Op til 2 timer før anbefaler vi at du drikker et glas vand eller saftevand. Herefter må du ikke indtage yderligere inden operationen. Du må ikke indtage mælkeprodukter på operationsdagen. Hvis du tager et lægemiddel mod svær overvægt (wegovy eller ozempic), skal du holde pause med medicinen og faste længere tid før operationen end vanligt. Hvor længe er individuelt og aftales med kirurgen ved forundersøgelsen.
Vi anbefaler at du undlader at have makeup, cremer og neglelak på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger nogen steder på kroppen.
Når du møder til operation, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden og du vil få lagt et drop.
Bedøvelse og operation
En brystforstørrelse med eget fedt foretages i fuld bedøvelse og operationen varer ca. 2 timer.
Der suges fedt fra det aftalte område, fedtet filtreres og injiceres i brystet. Du vil få flere mindre ca. 4 mm ar hvor fedtet suges, de vil blive syet med en tynd tråd. Hvor meget volumen der kan transplanteres, er individuelt, men normalt mellem 100-400 ml i hvert bryst. Du vil under operationen få en engangsdosis antibiotika i droppet for at forebygge infektion.
Efter behandlingen
Efter operationen
Efter operationen indlægges du til observation. Du udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Der skal være én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn efter operationen.
På selve arrene sætter vi micropore (englehud) plaster, der skal blive siddende til du kommer til kontrol og trådfjernelse efter 10-14 dage. Herover vil du få en absorberende hvid forbinding der skal fjernes dagen efter operation. Yderst får en støttende bh og kompressions buks eller mavebælte, som du skal beholde på døgnet rundt de første 4 uger efter operation og herefter benytte i yderligere 8 uger i dagtid. Efter du har fået fjernet tråde, vil vi sætte nyt micropore plaster på arrene.
Du må tage brusebad 3 dage efter operationen. Det plaster, der er sat på arrene, skal blive på under badet, men skal tørres efter vask. Du kan eventuelt benytte en hårtørrer til at tørre plastret, men vær opmærksom på at det ikke bliver for varmt, da det kan give forbrændinger af huden. Du skal undgå badekar, svømmebad, havvand og spa de første 4 uger efter operation.
Det er vigtigt at holde sig i ro de første dage efter operationen, så der ikke produceres mere væske, hævelse og spænding i det opererede område end højst nødvendigt. Det er vigtigt at du ikke er sengeliggende og kommer op at gå indimellem. Der vil være en vis træthed, som er normalt efter et kirurgisk indgreb. Derfor har du behov for at hvile mere end sædvanligt i ugerne efter indgrebet. De første 2 uger må du kun ligge på ryggen når du sover. Herefter kan du forsigtigt dreje lidt mere om på siden.
Det er forventeligt at du efter operationen har lette smerter svarende til operationsområdet. Det er værst de første 2-3 dage, hvorefter smerten vil aftage. Plastikkirurgen laver en plan for dig for den smertestillende medicin. Du vil få medicin og skriftlig information om, hvordan du skal tage medicinen, med hjem fra klinikken til de første døgn. Efter 3-4 dage er der sjældent brug for mere end håndkøbssmertestillende og langt de fleste er ophørt fuldstændigt med smertestillende medicin efter 5-7 dage.
De første 4 uger efter operation skal du undgå tunge løft og du må ikke løfte armene højere end 90 grader (dvs. ikke højere end skulder niveau). Du skal tage det med ro frem til tråd fjernelsen. Herefter kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 6-8 uger efter operation. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 1-2 uger. Har du et arbejde, hvor du bruger din krop meget, kan der være behov for længere varighed. Det er ikke tilrådeligt at du kører bil de første 1-2 uger efter operationen, da det er vigtigt at du kan reagere optimalt i trafikken inden du kører bil.
Du får et telefonnummer med hjem således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nyopereret. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email.
3-6 måneder efter operationen ses du til kontrol hos operatøren. Transplantation af eget fedt er en vedvarende behandling, da kroppens eget fedt ikke forsvinder igen. Det betyder, at behandlingen ikke skal gentages når først det ønskede resultat er opnået, men ofte kræves 2-3 behandlinger med ca. 3 måneders interval for at opnå et optimalt volumen og stabilt resultat.