Behandling med Nanofedt og Microneedling

Nanofedt og microneedling giver huden ny glød.
Behandlingen stimulerer hudens egen fornyelse og kan forbedre både struktur, spændstighed og fine linjer.

Nanofedt og Microneedling

Efterhånden som man bliver ældre oplever mange, at den naturlige glød og spændstighed i ansigtet mindskes.

Behandling med nanofedt og microneedling stimulerer din egen produktion af kollagen og elastin. Med fedtet følger også stamceller og andre faktorer, der har gunstig indvirkning på hudens struktur og spændstighed, og har til formål at give huden et mere frisk og sundt udseende, bedre struktur, og mindske fine linier.

Derudover kan behandling med nanofedt og microneedling have en positiv blødgørende effekt på ar, f.eks. efter tidligere acne.

Priser

Forundersøgelse

500 DKK

Ansigt og hals

16.000 DKK

Tillæg decolte

4.000 DKK

Håndrygge

12.000 DKK

Mindre områder f.eks ar

Fra 10.000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om vores behandling med Nanofedt og Microneedling, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Patientinformation om operationen

Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Forberedelse før operationen

Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. De første dage efter operationen må du, afhængigt af område der behandles, kun få kølig mad og drikke, men det er væsentligt at du får tilstrækkeligt at spise. Derfor er det en god ide at have forberedt sig og handlet ind til dette. 

Hudforbedrende behandlinger kan med fordel opstartes inden operation. Peeling og ansigtsbehandlinger kan have en positiv effekt på huden både i ansigt og på hals. Dybere peeling anbefales op til 4 uger før operation og ansigtsbehandlinger op til 2 uger før operation. Derudover er det en fordel at tilpasse dine hudplejerutiner til operationen. Dette er individuelt og hvis du ønsker det, kan vi lave en plan herfor ved forundersøgelsen.

Medicin

Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.

Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.

Rygning

Rygning kan være årsag til infektion, vævsdød og dårlig sårheling herunder optag af det transplanterede fedt. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 4 uger før og 4 uger efter operation.

Under behandlingen

Operationsdagen

Vi anbefaler at operationen foretages i lokalbedøvelse. Du skal således ikke faste til operationen.

Det er en fordel hvis du undlader at have makeup, cremer og smykker på. 

Bedøvelse og operation

Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden. Der bliver markeret hvorfra fedtet tages og hvor det skal transplanteres til. Herefter lægges lokalbedøvelsen i form af en væske, som med en tynd kanyle sprøjtes ind i operationsområderne hvorfra fedtet tages. Svarende til området hvor der skal foretages microneedling vil du få lokalbedøvende creme. Derudover kan der efter ønske gives rus. Du kan tale med os hele tiden om nødvendigt. Herefter vil huden blive sprittet af og du vil få steril afdækning på.

Til start suges der fedt ud fra det ønskede sted gennem et ca 4 mm ar. Fedtet klargøres og der kan efter aftale tilsættes botulinum toxin type A og C-vitamin for optimering. Nanofedtet stemples herefter ind i huden ved micro-needling til det aftalte område. Behandlingen foretages med en pen, hvor der for enden sidder 14 små nåle der laver små kanaler i huden. Nålene indstilles afhængigt af område og din hudkvalitet. Behandlingen virker ved at traumet der påføres fra de små nåle, stimulerer hudens eget helingspotentiale der yderligere forstærkes ved de aktive celler fra nanofedt. Områder der kan behandles, er ansigt, hals, decolté, hænder eller specifikke problemområder f.eks. ar på kroppen.

Nanofedt benyttes til hudkvalitetsforbedring. Det er en gullig væske, hvor fedtcellerne er slået i stykker og derfor ikke fylder. I væsken er mange stamceller og andre aktive celler (stromal vascular fraction), der har en positiv effekt på hudens struktur, elasticitet og spændstighed. 

Behandlingen kan stå alene eller foretages samtidig med f.eks. anden operation i ansigt. Tilslut vil du få micropore (englehud) plaster på arrene der hvor fedtet er taget. Du vil også få en hvid absorberende forbinding over micropore plastret. Du kan tage den hvide forbinding af dagen efter operation.

Efter behandlingen

Efter operationen

Du kan forlade klinikken umiddelbart efter operationen. Det er ikke tilrådeligt, at du selv kører. Vi anbefaler at du har én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn.

Den første tid efter operationen kan der komme hævelse og blå mærker. Disse gener mindskes, hvis du tager det med ro de første dage efter operationen. Sørg for at holde hovedet højere end kroppen, og sov de første par nætter med hovedet ekstra højt. De første 2 døgn kan du med fordel nøjes med at indtage blød kølig mad og drikke, men det er vigtigt at du får tilstrækkeligt at spise og drikke.

Du må ikke bade operationsområderne de første 3 dage efter operationen. Herefter må du tage brusebad. Micropore (englehud) plastret, der er sat på arrene, skal blive på frem til kontrollen efter 1 uge. Det skal blot tørres forsigtigt efter vask. Du må ikke gå i sauna, svømmehal, badekar eller havbad de første 4 uger efter operationen. Derudover anbefaler vi, at du undgår berøring af det behandlede område, makeup og hudpleje med aktive ingredienser de første dage. Det er væsentligt at du undgår sollys fuldstændigt de første 72 timer efter behandlingen. Herefter anbefaler vi brug af solcreme faktor 50, da der ellers kan tilkomme pigmentforandringer.

Når du har været til kontrol, kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 4 uger efter operation. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 2-4 dage. Kræver dit arbejde ikke større fysiske anstrengelser, kan du møde få dage efter operationen. Har du derimod tungt arbejde, hvor du bruger din krop meget, vil det være bedst at vente med at genoptage arbejdet, til du har været til kontrol efter 1 uge. Derudover tilbyder vi kontrol ved operatøren efter 3-6 måneder.

Der er sjældent mere end lette smerter efter operationen. Hvis du har behov, kan du benytte håndkøbs smertestillende i form af paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn efter behov. 

Du får et telefonnummer med hjem til akut brug, således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nybehandlet. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email.