Arkorrektion

Skæmmende eller generende ar kan ofte forbedres med plastikkirurgi. Målet er ikke at fjerne arret helt – men at gøre det mindre synligt og mindske ubehag.

Arkorrektion

Hvis du har skæmmende ar fra tidligere operationer, uheld eller skader, kan man ofte lave disse pænere ved et plastikkirurgisk indgreb. Man kan være både fysisk og psykisk påvirket af uønsket arvæv. Nogle oplever fysisk ubehag i form af stramning og smerter i arret, mens andre føler, at det skæmmer deres udseende.

Et plastikkirurgisk indgreb kan ikke fjerne arret, men gøre det mindre synligt og oftest fjerne de fysiske gener. Du skal dog være opmærksom på, at der er visse steder på kroppen, hvor det erfaringsmæssigt er svært at lave pæne ar, eller man kan have det vi kalder keloid ar. Her hjælper et kirurgisk indgreb ikke, men generne kan mindskes ved hormonindsprøjtninger.

Priser

Forundersøgelse

500 DKK

Arkorrektion

Fra 8.000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om arkorrektion, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Patientinformation om operationen

Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Forberedelse før operationen

Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. Derudover er det vigtigt at forberede dig i forhold til hvis du har fået specifikke anbefalinger i forhold til lokalisationen af dit ar. F.eks. kan det i ansigtet ofte være en god ide de første dage efter operationen kun at indtage koldt flydende og det er derfor en god ide at have forberedt sig og handlet ind til dette. Hvis dit ar sidder på arme eller ben kan det også være du ikke må bevæge området for meget bagefter og det kan være fornuftigt at have forberedt sig på dette.

Medicin

Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage 

for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.

Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.

Rygning

Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 4 uger før og 4 uger efter operation.

Under behandlingen

Operationsdagen

Vi anbefaler oftest at arkorrektion foretages i lokalbedøvelse. Du skal således ikke faste til operationen. Hvis dit ar er lokaliseret i ansigtet, er det en fordel hvis du undlader at have makeup og cremer på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger.

Bedøvelse og operation

Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden. Herefter lægges lokalbedøvelsen i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle. Det gør sjældent ondt, og du kan tale med os hele tiden om nødvendigt. Herefter vil huden blive sprittet af og du vil få en steril afdækning på.

En arkorrektion kan være et større eller mindre indgreb afhængig af arrets størrelse og hvor fast bundet det er. Ved de fleste operationer skæres det gamle ar ud og huden syes sammen på ny. I nogle tilfælde kan man opnå et kosmetisk bedre resultat ved at lave det lige ar om til et z-formet ar. 

Der vil oftest blive syet med selvopløselige tråde under huden, og herefter syes huden sammen. Nogle steder på kroppen er velegnede til at blive syet med en tråd der opløser sig selv, mens det andre steder heler pænere med en tråd der skal fjernes. Tilslut vil du få micropore (englehud) plaster på arret og herover en støttende forbinding.

Efter behandlingen

Efter operationen

Du kan forlade klinikken umiddelbart efter operationen. Hvis det drejer sig om et større ar kan der være andre forhold. Vi anbefaler at du ikke selv kører hjem. 

Den første tid efter operationen kan der komme hævelse og blå mærker. Disse gener mindskes, hvis du tager den med ro de første dage efter operationen. Du skal ikke være sengeliggende, men gerne aflaste operationsområdet.

 Micropore (englehud) plastret skal blive siddende til du kommer til tråd fjernelse. Kirurgen vil ved forundersøgelsen vurdere, hvilke tråde der skal anvendes og hvor længe de skal sidde. 

Operationsområdet må ikke blive vådt de første 2 dage efter operationen. Herefter må du tage brusebad. Det brune micropore plaster, der er sat på arrene, skal blive på frem til tråd fjernelsen. Det skal blot tørres forsigtigt efter vask. Du må ikke gå i svømmehal, badekar eller havbad før nogle dage efter tråd fjernelsen når du er helet fuldstændigt. Efter du har fået fjernet trådene, vil vi sætte nyt micropore plaster på arrene. Herefter kun forsigtig vask i yderligere 1 uge. 

Når trådene er fjernet, kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 2-4 uger efter operation. 

Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, og arrets størrelse og lokalisation. Kræver dit arbejde ikke større fysiske anstrengelser, kan du oftest møde få dage efter operationen. Har du derimod tungt arbejde, hvor du bruger din krop meget, vil det være bedst at vente med at genoptage arbejdet, til efter trådene er fjernet.

Der er sjældent mere end lette smerter efter operationen. Hvis du har behov, kan du benytte håndkøbs smertestillende i form af paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn. 

3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.