Operation for gynækomasti (mandlig brystdannelse)
Gynækomasti, mandlig brystdannelse kan give ømhed og kosmetiske gener. Tilstanden skyldes ofte hormonel ubalance og kan behandles kirurgisk ved fjernelse af kirtel- og fedtvæv for et mere fladt og maskulint bryst.
Gynækomasti
Gynækomasti er den medicinske betegnelse for mandlig brystdannelse. Gynækomasti kan medføre ømhed og smerte i brystvævet, og være kosmetiske generende. Brystudvikling hos mænd kan forekomme i alle aldersgrupper, men opstår hyppigt i pubertetsårene. Oftest går tilstanden i sig selv igen, men hos nogle bliver brystdannelsen permanent.
Der kan være mange årsager til gynækomasti. Udviklingen skyldes oftest ubalance i det hormonelle system, enten som konsekvens af din egen hormonbalance eller pga. bivirkninger af medicin. Sjældent kan gynækomasti skyldes bagved liggende hormonsygdom, testikel eller brystkræft.
Vi anbefaler derfor konsultation ved egen læge i forhold til hvorvidt der skal foretages udredning herfor inden der søges operation. Ved meget udtalt brystdannelse kan behandlingen varetages på en offentlig plastikkirurgisk afdeling.
Gynækomasti kan bestå udelukkende af brystkirtel eller fedtvæv, men i mange tilfælde vil der være både kirtel og fedtvæv der skal behandles.
Priser
Forundersøgelse
500 DKK
Kirurgisk fjernelse af kirtelvæv
12.000 DKK
Fedtsugning
16.000 DKK
Kirtelvæv + fedtsugning:
24.000 DKK
Kontakt os
Ønsker du at vide mere om vores behandlinger af gynækomasti, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.
Patientinformation om operationen
Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.
Før-/efter billeder
Behandlingsforløbet
Før behandlingen
Forberedelse før operationen
Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. De første dage efter operationen skal du tage det med ro og det er derfor en god ide at have forberedt sig hjemme og handlet ind. Sjældent kan gynækomasti skyldes bagved liggende hormonsygdom, testikel eller brystkræft. Vi anbefaler derfor konsultation ved egen læge i forhold til hvorvidt der skal foretages udredning herfor inden der foretages operation. Brystudvikling kan også være en følge af overvægt. Da brystudviklingen oftest er en kombination af fedtvæv og kirtelvæv, anbefaler vi at overvægtige patienter taber sig før operation. Ligeledes skal evt. forbrug af anabolske steroider være ophørt minimum 6 måneder forud for operation.
Medicin
Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.
Rygning
Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 6 uger før og 4 uger efter operation.
Under behandlingen
Operationsdagen
Du skal faste 6 timer før det planlagte tidspunkt for din operation. Det vil sige, hvis du skal opereres om morgenen skal du undlade morgenmad. Op til 2 timer før anbefaler vi at du drikker et glas vand eller saftevand. Herefter må du ikke indtage yderligere inden operationen. Du må ikke indtage mælkeprodukter på operationsdagen. Hvis du tager et lægemiddel mod svær overvægt (wegovy eller ozempic), skal du holde pause med medicinen og faste længere tid før operationen end vanligt. Hvor længe er individuelt og aftales med kirurgen ved forundersøgelsen.
Vi anbefaler at du undlader at have cremer og neglelak på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger nogen steder på kroppen.
Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden og du vil få lagt et drop.
Bedøvelse og operation
Vi anbefaler at operationen foretages i lokalbedøvelse og operationen varer ca. 1-2 timer afhængigt af omfang. Hvis du ønsker det, kan du få noget beroligende medicin i musklen foran på låret. Det hjælper dig til at slappe bedre af under indgrebet. Herefter lægges lokalbedøvelsen i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle. Du kan tale med os hele tiden om nødvendigt. Herefter vil huden blive sprittet af og du vil få en steril afdækning på.
Fedtsugning
Hvis din brystudvikling primært består af fedtvæv, er det tilstrækkeligt at lave en fedtsugning af området. For at kunne udføre fedtsugningen laver man typisk 2 små ar på ca 4 mm på hver side på brystkassen. Det er gennem disse snit fedtet suges ud gennem et tyndt rør. Det larmer lidt og du vil kunne mærke vibrationer fra fedtsugningen.
Fjernelse af kirtelvæv
Hvis brystdannelsen består af kirtelvæv, fjernes dette gennem åben kirurgi. Dette gøres ved at kirurgen lægger et snit svarende til nederste halvdel af det brune område omkring brystvorten. Herefter fjernes kirtelvævet og huden syes sammen igen. Du vil blive syet med selvopløselige tråde i flere lag.
Kombineret fedtsugning og fjernelse af kirtelvæv
Hvis brystdannelsen består af både kirtel og fedtvæv, kombineres fedtsugning og åben kirurgi til fjernelse af kirtelvævet.
Efter behandlingen
Efter operationen
Efter operationen indlægges du til observation. Du udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Pga. den beroligende medicin du har fået og hvis du skulle blive utilpas, skal der være én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn.
På selve arrene sætter vi micropore (englehud) plaster, der skal blive siddende til du kommer til tråd fjernelse og kontrol efter 14 dage. Herover vil du få en absorberende forbinding (på ydersiden er der blå plast) der skal fjernes dagen efter operation. Yderst får en kompressionsbandage på, som du skal beholde på døgnet rundt de første 4 uger efter operation og herefter benytte i yderligere 2-4 uger i dagtid.
Du må tage brusebad 3 dage efter operationen. Det plaster, der er sat på arrene, skal blive på under badet, men skal tørres efter vask. Du kan eventuelt benytte en hårtørrer til at tørre plastret, men vær opmærksom på at det ikke bliver for varmt, da det kan give forbrændinger af huden. Du skal undgå badekar, svømmebad, havvand og spa de første 4 uger efter operation. Efter du har fået fjernet trådene, vil vi sætte nyt micropore plaster på arrene.
De første 4 uger efter operation skal du undgå tunge løft og du må ikke løfte armene højere end 90 grader (dvs ikke højere end skulder niveau). Du skal tage det med ro frem til tråd fjernelsen. Herefter kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 4-6 uger efter operation. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 1 uge. Kræver dit arbejde ikke større fysiske anstrengelser, kan du møde få dage efter operationen. Har du derimod tungt arbejde, hvor du bruger din krop meget, vil det være bedst at vente med at genoptage arbejdet, til efter trådene er fjernet.
Der er sjældent mere end lette smerter efter operationen og langt de fleste er smertedækket på håndkøbs smertestillende og ophører med medicinen efter 2-5 dage. Plastikkirurgen laver en plan for dig for den smertestillende medicin. Oftest vil det være paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn, og hvis du tåler det Ibuprofen/Ipren 400 mg efter behov max x 4 dagligt. Du vil få medicin og skriftlig information om, hvordan du skal tage medicinen, med hjem fra klinikken til de første døgn.
Du får et telefonnummer med hjem således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nyopereret. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email.
3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.