Operation af stritører

Når ørerne står unaturligt meget ud fra ansigtet, kaldes det stritører. Det er medfødt og kan være kosmetisk skæmmende. Ved operation af stritører lægges ørene længere ind mod hovedet, hvorved proportionerne bedres.

Stritører

Nogle mennesker er født med stritører. En del vil på et eller andet tidspunkt i deres opvækst eller som voksen blive kede af deres ører, enten fordi de bliver drillet, eller blot fordi de er generet kosmetisk.

Aldersmæssigt er der ingen hindring for, hvornår man kan få udført operationen. Stritøreoperationer udføres både på børn og på voksne.

For børns vedkommende afhænger det optimale tidspunkt for operation af det enkelte barn og dets modenhed.
Hos børn op til 5-6 år kan det være en fordel at anvende fuld narkose. Dette sker på sygehuset.

Hvis barnet er modent og kan samarbejde, bl.a. om at ligge stille den time, indgrebet varer, kan operationen udføres i lokal bedøvelse. For børns vedkommende er det vigtigt for et godt forløb, at ønsket om operation er barnets eget.

Priser

Forundersøgelse

500 DKK

Ørekorrektion, stritører

17.000 DKK

Sammensyning af øreringhuller

7.000 DKK

Anden operation af øreflipper

Fra 7.000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om vores behandlinger af stritører, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Patientinformation om operationen

Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Før-/efter billeder

Behandlingsforløbet

Før behandlingen
Forberedelse før operationen

Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. De første dage efter operationen skal du tage det med ro og det er derfor en god ide at have forberedt sig og handlet ind til dette. Derudover er det en god ide at have købt et pandebånd du kan benytte i tiden efter operationen.

Medicin

Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage 

for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.

Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.

Rygning

Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 4 uger før og 4 uger efter operation.

 

Under behandlingen
Operationsdagen

Vi anbefaler at operationen foretages i lokalbedøvelse. Du skal således ikke faste til operationen.

Det er en fordel hvis du undlader at have makeup, cremer og smykker på. 

Bedøvelse og operation

Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden. Herefter lægges lokalbedøvelsen i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle. Det gør sjældent ondt, og du kan tale med os hele tiden om nødvendigt. Herefter vil huden blive sprittet af og du vil få en steril afdækning på.

Kirurgen placerer snittet i folden bag dit øre og der udtages et passende stykke hud. Afhængigt af ørets form vil der blivet lavet relevante tilpasninger. Der vil blive syet med selvopløselige tråde i flere lag. Tilslut vil du få micropore (englehud) plaster på arrene og herover hovedforbinding.

Efter behandlingen

Du kan forlade klinikken umiddelbart efter operationen. Det er ikke tilrådeligt, at du selv kører. Vi anbefaler at du har én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn.

Den første tid efter operationen kan der komme hævelse og blå mærker. Disse gener mindskes, hvis du følger nedenstående råd:

1) Tag den med ro de første dage efter operationen. Du skal ikke være sengeliggende, men gerne sidde op. 

2) Sørg for at holde hovedet højere end kroppen, dvs. at du skal bøje godt i knæene, hvis du skal ned i gulvhøjde. Sov de første par nætter med hovedet ekstra højt.

3) Løft ikke tunge ting de første dage. 

Hovedforbindingen skal blive siddende til du kommer til kontrol efter 7 dage. Du må ikke bade ansigtet/hals eller vaske hår før du har fået fjernet hovedforbindingen. Herefter må du tage brusebad, men du skal vaske håret forsigtigt i yderligere 2 uger. Du må ikke gå i svømmehal, badekar eller havbad de første 3 uger efter operationen. Efter du har fået fjernet hovedforbindingen, er det er god ide at benytte pandebånd i yderligere 2 uger og gerne længere om natten.

Når du har været til kontrol, kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 4 uger efter operation. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 1 uge. Kræver dit arbejde ikke større fysiske anstrengelser, kan du møde få dage efter operationen. Har du derimod tungt arbejde, hvor du bruger din krop meget, vil det være bedst at vente længere med at genoptage arbejdet.

Der kan forekomme smerter efter operationen. Hvis du har behov, kan du benytte håndkøbs smertestillende i form af paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn efter behov. 

3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.