Om klinikken
Når du vælger Lindehaven, vælger du et sted, hvor vi tager os tid til at forstå dig. Vi tror på, at tryghed og ærlig rådgivning er forudsætningen for et godt forløb.
Lindehaven ligger i smukke, historiske omgivelser i Dalum i Odense. Huset emmer af ro og historie – og danner en diskret og tryg ramme om vores arbejde. Vi har skabt en klinik, hvor man kan føle sig velkommen og godt tilpas. Her møder du et lille, dedikeret team, som gør sig umage – hver dag.
Klinikken og husets historie
Lindehaven rummer mere end moderne plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger – den bærer også på en stolt historie. Klinikken blev grundlagt i 1977 af plastikkirurg Mogens Jensen og er i dag en af Danmarks ældste af sin slags. De første år lå klinikken på Mageløs 1 i Odense, før den senere flyttede til Filosofgangen. I 2001 overtog Erik Løntoft stafetten og drev klinikken frem til 2022, hvor Lene Nyhøj og Lotte Poulsen trådte ind som tredje generation af ejere. De fører klinikken videre med respekt for dens historie – og med fokus på at forene erfaring med ny viden og udvikling inden for både kirurgiske og kosmetiske behandlinger.
I december 2024 flytter klinikken fra Filosofgangen og ind i nye, historiske rammer på Lindevej i Odense – i et hus med sjæl og fortælling. Området har tidligere fungeret som tørvelager for Dalum Kommune, og selve ejendommen blev opført i 1934 af Fruens Bøge Cementvarefabrik. Da fabrikken lukkede i 1975, skiftede huset karakter og har siden fungeret som både privatbolig og advokatkontor.
Lene Nyhøj og Lotte Poulsen har stået for en gennemgribende renovering af huset, som i dag danner rammen om Plastikkirurgisk og Kosmetisk Klinik Lindehaven – et sted hvor fortid og fremtid mødes i ro, faglighed og nærvær.
I baghaven står et smukt, gammelt lindetræ – og netop det gjorde det helt naturligt at kalde klinikken for Lindehaven. Navnet afspejler ikke kun omgivelserne, men også den stemning og ro, man mærker, når man træder ind i huset.