Brystformindskende operation

En brystreduktion gør brysterne mindre og løfter dem til en naturlig form. Operationen kan lindre smerter og ubehag samt skabe bedre symmetri.

Brystreduktion

En brystreduktion vil gøre dine bryster mindre. Samtidig kan operationen være med til at genskabe brystets naturlige form og placering.

Der kan være mange årsager til ønsket om en brystreduktion. Ofte kan det være nakke og skulder smerter, tyngde ved bevægelse, eller hudproblemer i brystfolderne. Ved en brystreduktion fjernes passende mængde hud, bryst og fedtvæv, hvorved brystet bliver mindre og løftes.

En brystreduktion kan også hjælpe til at skabe mere symmetri, hvis der er forskel på dine bryster.

Priser

Forundersøgelse

500 DKK

Fra 40.000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om vores brystreducerende operation, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Patientinformation om operationen

Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Forberedelse før operationen

Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen. Det er vigtigt at du er normalvægtig og har et godt helbred. De første dage efter operationen skal du tage det med ro og det er derfor en god ide at have forberedt sig hjemme og handlet ind. 

Medicin

Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage 

for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge.

Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.

Rygning

Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 8 uger før og 4 uger efter operation.

Mammografi

Hvis du er over 35 år, anbefaler vi at du får foretaget en mammografi inden operation. Undersøgelsen skal foretages indenfor 6 måneder før din operation. 

Amning

En brystreduktion kan påvirke evnen til at amme. Hvis du har overvejelser om graviditet i fremtiden, er det derfor vigtigt at overveje dette grundigt. Hvis du har født og ammet, skal der gå mindst 6 måneder fra du er ophørt med amning til du kan få foretaget en brystreduktion. Vi anbefaler dog at du venter i 12 måneder fra ophørt amning til du får foretaget operationen.

Under behandlingen

Operationsdagen

Du skal faste 6 timer før det planlagte tidspunkt for din operation. Det vil sige, hvis du skal opereres om morgenen skal du undlade morgenmad. Op til 2 timer før anbefaler vi at du drikker et glas vand eller saftevand. Herefter må du ikke indtage yderligere inden operationen. Du må ikke indtage mælkeprodukter på operationsdagen. Hvis du tager et lægemiddel mod svær overvægt (wegovy eller ozempic), skal du holde pause med medicinen og faste længere tid før operationen end vanligt. Hvor længe er individuelt og aftales med kirurgen ved forundersøgelsen.

Vi anbefaler at du undlader at have makeup, cremer og neglelak på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger nogen steder på kroppen.

Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden og du vil få lagt et drop.

Bedøvelse og operation

En brystreduktion foretages i fuld bedøvelse og operationen varer ca. 2 timer afhængigt af omfang. Brystet reduceres ved at fjerne hud, bryst og fedtvæv svarende til den nedre del af brystet. Brystvævet der fjernes, vil blive sendt til vævsundersøgelse. Brystvorteområdet flyttes til ny position, brystet samles og huden syes sammen igen med selvopløselige tråde i flere lag. Du vil få ar rundt om brystvorteområdet og i en linie herfra ned over brystet til brystfuren og langs denne, således der dannes et ankerformet ar.

Efter behandlingen

Efter operationen

Efter operationen indlægges du til observation. Du udskrives, når du er kontrolleret, og alt er i orden. Der skal være én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn. 

På selve arrene sætter vi micropore (englehud) plaster, der skal blive siddende til du kommer til tråd fjernelse og kontrol efter 14 dage. Du vil blive syet med selvopløselig tråd, men der kan være små tråd ender der skal fjernes. Herover vil du få en absorberende hvid forbinding der skal fjernes dagen efter operation. Yderst får en støttende bh, som du skal beholde på døgnet rundt de første 4 uger efter operation og herefter benytte i yderligere 8 uger i dagtid.

Du må tage brusebad 3 dage efter operationen. Det plaster, der er sat på arrene, skal blive på under badet, men skal tørres efter vask. Du kan eventuelt benytte en hårtørrer til at tørre plastret, men vær opmærksom på at det ikke bliver for varmt, da det kan give forbrændinger af huden. Du skal undgå badekar, svømmebad, havvand og spa de første 4 uger efter operation. Efter du har fået fjernet trådender, vil vi sætte nyt micropore plaster på arrene. 

Det er vigtigt at holde sig i ro de første dage efter operationen, så der ikke produceres mere væske, hævelse og spænding i det opererede område end højst nødvendigt. Men det er også vigtigt fra start at komme lidt op og gå indimellem så du forebygger blodpropper. Der vil være en vis træthed, som er normalt efter et kirurgisk indgreb. Derfor har du behov for at hvile mere end sædvanligt i ugerne efter indgrebet. Du skal tage det med ro frem til tråd fjernelsen. Herefter kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 6-8 uger efter operation. De første 4 uger efter operation skal du undgå tunge løft og du må ikke løfte armene højere end 90 grader (dvs. ikke højere end skulder niveau). Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 1-2 uger. Har du et arbejde, hvor du bruger din krop meget, kan der være behov for længere varighed.

Der er sjældent mere end lette smerter efter operationen og langt de fleste er smertedækket på håndkøbs smertestillende og ophører med medicinen efter 2-5 dage. Plastikkirurgen laver en plan for dig for den smertestillende medicin. Du vil få medicin og skriftlig information om, hvordan du skal tage medicinen, med hjem fra klinikken til de første døgn.

Du får et telefonnummer med hjem således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nyopereret. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email. 

3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.