Operation for seneknude på hånd eller håndled

En seneknude er en godartet udposning på hinderne omkring senerne eller fra ledkapsel omkring et led. Knuden er fyldt med geleagtig væske, og kan give ubehag eller smerter, da den trykker på det omkringliggende væv. Knuden kan variere i størrelse fra dag til dag afhængig af belastning.

Seneknude på hånd eller håndled

En seneknude er en godartet udposning på hinderne omkring senerne eller fra ledkapsel omkring et led. Knuden er fyldt med geleagtig væske, og kan give ubehag eller smerter, da den trykker på det omkringliggende væv. Knuden kan variere i størrelse fra dag til dag afhængig af belastning.

Uden behandling er der 25%-50% chance for, at knuden med tiden vil forsvinde af sig selv. Der er 20-30% risiko for at knuden kan komme igen samme sted selv ved korrekt udført operation.

Priser

Forundersøgelse

1200 DKK

Operation

11.000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om vores behandlinger af seneknude, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Patientinformation om operationen

Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Forundersøgelse

Når du møder til forundersøgelse, er det vigtigt for os at forstå dine ønsker og overvejelser. Du vil blive spurgt til din generelle helbredstilstand, herunder tidligere og aktuel sygdom, medicin, allergier, alkohol og om du ryger. Derudover er information om beskæftigelse og sport væsentlig.

Formålet med forundersøgelsen er ud fra dine ønsker, din generelle helbredstilstand og fund ved undersøgelsen at vurdere den bedste plan for dig. Vi vurderer og vejleder dig i hvilken type behandling og/eller operation der vil give dig det bedste resultat og sammen laver vi en behandlingsplan. Du vil herefter få information om forholdsregler før og efter operationen, hvordan bedøvelse og operation foretages og potentielle komplikationer.

Du vil, når du møder til operation, blive bedt om at skrive under på, at du har modtaget mundtlig og skriftlig information, at du har forstået informationen og haft mulighed for at stille spørgsmål og have en bisidder med.

Forberedelse før operationen

Det er vigtigt at forberede dig i forhold til, hvis du har fået specifikke anbefalinger i forhold til operationen. F.eks. kan det være en god ide at have handlet ind og gjort rent, så du kan tage det mest muligt med ro efter operationen.

Medicin

Vi gennemgår din medicinliste med dig før operationen. Tager du blodfortyndende medicin vil vi sammen træffe beslutning om hvorvidt du skal holde pause op til operationen.

Rygning

Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, anbefales det, at du stopper 4 uger før og 4 uger efter operation.

Under behandlingen

Operationsdagen

Vi drøfter sammen hvilken type bedøvelse, der passer bedst til dig. Operation kan foregå i lokalbedøvelse, fuld bedøvelse eller i bedøvelse af hele armen (blok). Kirurgen skærer knuden væk fra sene eller ledkapsel.

Huden sys med tråde, og efter operationen lægges en forbinding på hånden.

Efter behandlingen

Efter operationen

Er du opereret i lokalbedøvelse eller blok, kan du forlade klinikken umiddelbart efter operationen. Har du været i fuld bedøvelse kan du forlade klinikken når du føler dig frisk efter operationen. Da du ikke må benytte hånden, skal du have en til at køre dig hjem.

De første dage efter operation skal du holde hånden over hjertehøjde. Det er vigtigt at holde forbindingen ren og tør. Fingrene skal bevæges igennem hver time, når du er vågen. Den første tid efter operationen kan der komme hævelse og blå mærker. Disse gener mindskes, hvis du tager den med ro de første dage efter operationen.

Forbindingen skal holdes ren og tør de første 3 dage efter operationen. Herefter kan forbindingen fjernes og du må tage brusebad. Når huden er tør påsættes almindeligt hæfteplaster, der kan skiftes efter behov. Hånden kan nu bruges til lette aktiviteter.

Du må ikke gå i svømmehal, badekar eller vaske op med hånden før et døgn efter at trådene i huden er fjernet og huden er helet. Oftest fjernes trådene efter cirka 2 uger. Når trådene er fjernet, kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet og gradvist begynde at belaste hånden mere. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse. Oftest anbefales 1-4 ugers sygemelding efter operationen afhængig af hvor seneknuden er fjernet.

Hvis du har behov, kan du benytte håndkøbs smertestillende i form af paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn, ved behov for yderligere smertestillende kan der efter aftale suppleres med Ipren 400 mg maksimalt x 3 dagligt.