Operation af øvre øjenlåg
Tunge øjenlåg kan begrænse synsfeltet og give spændinger i pande og hoved.
En operation kan aflaste øjenmuskulaturen og forbedre både syn og velvære.
Øvre øjenlåg
Efterhånden som man bliver ældre, mister huden omkring øjnene sin elasticitet, og musklerne bliver slappere. Herved kommer der mere tyngde over øjenlåget, og mange får et træt udseende.
Hos enkelte kan øjenlåget hænge så meget, at synsfeltet er påvirket, og der skal bruges uhensigtsmæssigt mange kræfter på at holde øjnene åbne. Dette kan medføre spændinger i pandemuskulaturen, ofte med hovedpine til følge.
Operationen kan således både have en funktionel betydning i form af et bedret synsfelt, mindre spændinger, og kosmetisk hvor øjenomgivelserne vil synes yngre og opfrisket.
Priser
Forundersøgelse
500 DKK
Øjenlågsoperation, øvre
11.000 DKK
Kontakt os
Ønsker du at vide mere om vores behandlinger af øvre øjenlåg, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.
Patientinformation om operationen
Før du beslutter dig for en operation, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.
Før-/efter billeder
Behandlingsforløbet
Før behandlingen
Forberedelse før operationen
Du kan optimere dit udbytte af operationen ved at dyrke motion og spise sundt op til operationen.
Hudforbedrende behandlinger kan med fordel opstartes inden operation. Peeling og ansigtsbehandlinger kan have en positiv effekt på huden i øjenomgivelserne. Dybere peeling anbefales op til 4 uger før operation og ansigtsbehandlinger op til 2 uger før operation. Derudover er det en fordel at tilpasse dine hudplejerutiner til operationen. Dette er individuelt og hvis du ønsker det, kan vi lave en plan herfor ved forundersøgelsen.
Afkøling
Efter operationen er det vigtigt at køle øjenomgivelserne. Du skal derfor forberede dig ved at købe kølebriller eller selv fremstille nogle små køleposer med f.eks. brun sæbe eller frosne ærter.
Medicin
Af hensyn til blødningsrisikoen er det vigtigt, at du ikke benytter Acetylsalicylsyreholdige præparater, f.eks. Kodimagnyl, Børnemagnyl, Treo eller anden blodfortyndende medicin i 8 dage
for ud for operationen. Ved lægeordineret blodfortyndende medicin bør pausen med den blodfortyndende medicin ske i samråd med egen læge. Vær opmærksom på, at visse naturprodukter måske virker blodfortyndende. (f.eks.: Q10, fiskeolie, hvidløgskapsler, ingefærkapsler, E-vitamin og rødkløver). Afhængigt af hvad du tager, vil vi til forundersøgelsen vurdere, hvor længe vi anbefaler pause.
Rygning
Rygning kan være årsag til infektion, dårlig sårheling og vævsdød. Hvis du ryger, er det derfor vigtigt, at du stopper helt minimum 4 uger før og 4 uger efter operation.
Under behandlingen
Operationsdagen
Vi anbefaler at operationen foretages i lokalbedøvelse. Du skal således ikke faste til operationen.
Hvis du benytter kontaktlinser, skal du tage dem ud inden operationen, og vi anbefaler at du benytter briller den første uge efter operation. Det er en fordel hvis du undlader at have makeup og cremer på. Desuden er det vigtigt at du ikke bærer smykker eller piercinger svarende til operationsområdet.
Bedøvelse og operation
Når du kommer ind på operationsstuen, vil plastikkirurgen lave tusch-markeringer på huden. Herefter lægges lokalbedøvelsen i form af en væske, som sprøjtes ind i operationsområdet med en tynd kanyle. Det gør sjældent ondt, og du kan tale med os hele tiden om nødvendigt. Herefter vil huden blive sprittet af og du vil få en steril afdækning på.
Kirurgen placerer snittet svarende til din naturlige markering i globelinien. Hos de fleste patienter kan man alene nøjes med ar der går i globelinien, men nogle har meget tyngde til siden og her kan man aftale at arret fortsætter lidt længere. Den overskydende hud og eventuelle fremposende fedtpuder fjernes. Herefter sys huden sammen igen med en tynd tråd for at gøre arrene så lidt synlige som muligt. Trådene vil blive fæstnet med micropore (englehud) plaster. Hvis du tåler det, dryppes øjnene efter operationen med forebyggende antibiotikadråber (Spersadex).
Efter behandlingen
Efter operationen
Du kan forlade klinikken umiddelbart efter operationen. Det er ikke tilrådeligt, at du selv kører. Vi anbefaler at du har én til at køre dig hjem og være hos dig det første døgn, men det er ikke en nødvendighed og du kan fint køre med bus, tog eller taxa.
Den første tid efter operationen kan der komme hævelse og blå mærker omkring øjnene. Disse gener mindskes, hvis du følger nedenstående råd:
1) Tag den med ro de første dage efter operationen. Du skal ikke være sengeliggende, men gerne sidde op.
2) Anvend ispakninger på øjnene ca. 20 min. ud af hver time (dag og aften) de første 2-3 dage. Du kan købe køle briller, eller du kan selv fremstille nogle små poser med frosne ærter, brun sæbe el.lign.
3) Sørg for at holde hovedet højere end kroppen, dvs. at du skal bøje godt i knæene, hvis du skal ned i gulvhøjde. Sov de første par nætter med hovedet ekstra højt.
4) Løft ikke tunge ting de første dage.
5) Det første døgn kan du med fordel nøjes med at indtage kølig mad og drikke.
Micropore (englehud) plastret skal blive siddende til du kommer til tråd fjernelse efter 1 uge.
Du må ikke bade ansigtet eller vaske hår de første 2 dage efter operationen. Herefter må du tage brusebad. Det plaster, der er sat på arrene, skal blive på frem til tråd fjernelsen. Det skal blot tørres forsigtigt efter vask. Du må ikke gå i svømmehal, badekar eller havbad før nogle dage efter tråd fjernelsen. Efter du har fået fjernet trådene, vil vi sætte nyt micropore plaster på arrene. Herefter kun forsigtig vask omkring øjnene i yderligere 1 uge. Du kan benytte makeup 2 uger efter operationen.
Når trådene er fjernet, kan du stille og roligt øge aktivitetsniveauet, men vi anbefaler at du undgår belastende fysisk anstrengelse og sport de første 2-4 uger efter operation.
Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af din beskæftigelse, men vanligvis 3-8 dage. Kræver dit arbejde ikke større fysiske anstrengelser, kan du møde få dage efter operationen. Har du derimod tungt arbejde, hvor du bruger din krop meget, vil det være bedst at vente med at genoptage arbejdet, til efter trådene er fjernet.
Der er sjældent mere end lette smerter efter operationen. Hvis du har behov, kan du benytte håndkøbs smertestillende i form af paracetamol (Panodil, Pamol) 1 gram x 3-4 dagligt de første døgn.
3-6 måneder efter operationen ses du til en afsluttende kontrol hos operatøren.