Behandling med peeling

Med alderen kan huden miste gløden og få et træt gråt udseende. Peeling giver et friskere, mere ensartet udseende.

Peeling

Efterhånden som man bliver ældre oplever mange, at den naturlige glød i ansigtet mindskes. Huden kan se grå og kedelig ud, og der kan tilkomme dybe porer, pigmentforandringer og fine linier.

En kemisk peeling er en kontrolleret behandling af hudens øverste lag, hvor nøje udvalgte ingredienser anvendes til at eksfoliere huden og stimulere dens fornyelse. Afhængigt af peelingens sammensætning kan behandlingen målrettes forskellige problemstillinger. Hos Lindehaven anvender vi professionelle peelinger fra Dermaceutic Laboratoire, Neostrata og PH-Formula. Valget af peeling tager udgangspunkt i huden og det, vi ønsker at behandle og beror altid på en individuel vurdering.

Milk Peel

Til hudstruktur, overfladiske pigmentforandringer og en hud, der mangler klarhed

Dermaceutic Milk Peel er en overfladisk kemisk peeling baseret på en kombination af glykolsyre, mælkesyre og salicylsyre. Kombinationen giver en kontrolleret eksfoliering af hudens øverste lag og kan være relevant, når målet er at forbedre hudens overflade og skabe et mere ensartet udtryk. Behandlingen er relativt skånsom og er udviklet med minimal eller ingen egentlig nedetid. Der kan dog forekomme forbigående rødme, tørhed eller let afskalning efter behandlingen.

Vi anbefaler et forløb med 4 peelinger med 4-6 ugers interval. For at optimere resultatet er inkluderet flg. produkter til hjemmebrug: Advanced Cleanser, C25 creme, Turn over 15 creme og Sunceutic solcreme faktor 50.

Crystal Peel

Til pigment, urenheder og en mere ensartet hudstruktur

Dermaceutic Crystal Peel er en overfladisk peeling med salicylsyre, mandelsyre og citronsyre, der eksfolierer huden og bidrager til en mere ensartet hudtone og struktur. Behandlingen er særligt velegnet til pigmentforandringer, urenheder, aknemærker, synlige porer og øget talgproduktion og kan samtidig give huden et glattere og klarere udtryk.

Vi anbefaler et forløb med 3 peelinger med 3 ugers interval. For at optimere resultatet er inkluderet flg. produkter til hjemmebrug: Advanced Cleanser, C25 creme, Dual+ creme og Sunceutic solcreme faktor 50.

Activa & Mela Peel Forte

En mere intensiv behandling målrettet pigmentforandringer

Dermaceutic Activa & Mela Peel Forte er specifikt udviklet med fokus på hyperpigmentering og melasma. Behandlingen udføres i to trin. Activa Peel Forte indeholder blandt andet salicylsyre, azelainsyre, ferulasyre, citronsyre og fytinsyre. Herefter anvendes Mela Peel Forte, der blandt andet indeholder resorcinol, mælkesyre, citronsyre, kojicsyre og fytinsyre. Kombinationen er udviklet til at påvirke flere mekanismer involveret i pigmentdannelsen. Målet er at reducere synligheden af pigmentforandringer og skabe en mere ensartet hudtone. 

Vi anbefaler et forløb med 2 peelinger med 4 ugers interval. For at optimere resultatet er inkluderet flg. produkter til hjemmebrug: Advanced Cleanser, C25 creme, Mela creme og Sunceutic solcreme faktor 50.

Priser

Milk Peel – 1 behandling

1200 DKK

Milk Peel – 4 behandlinger inkl. 4 produkter

4200 DKK

Crystal Peel – 1 behandling

1500 DKK

Crystal Peel – 3 behandlinger inkl. 4 produkter

4800 DKK

Activa & Mela Peel Forte Peel – 1 behandling

1600 DKK

Activa & Mela Peel Forte – 2 behandlinger inkl. 4 produkter

4800 DKK

Retinol Peel – 1 behandling

1000 DKK

Vitamin C Peel – 1 behandling

1000 DKK

Kontakt os

Ønsker du at vide mere om vores behandling med Peeling, så kontakt os på 66 13 62 14 eller book en tid via kontaktformularen, for at få en tid til forundersøgelse.

Retinol Peel

Neostrata Retinol Peel er en kemisk peeling med 3 % retinol, der stimulerer hudens cellefornyelse og arbejder med pigmentforandringer, ujævn hudtekstur, fine linjer og urenheder. Behandlingen efterlader huden mere ensartet, glat og med fornyet glød. Peelingen påføres hos Lindehaven og skal blive på huden i 6–8 timer, hvorefter den vaskes af derhjemme efter vejledning fra din behandler. Efter cirka 2–3 dage kan huden begynde at skalle synligt, og afskalningen kan vare op til 5–6 dage. Dette er en naturlig del af hudens fornyelsesproces.

Behandlingen kan gentages med 4–6 ugers interval som en del af et individuelt behandlingsforløb.

Vitamin C Peel

PH-formula Vitamin C Radiance er en hudfornyende behandling med C-vitamin og antioxidanter, der giver huden fornyet glød og et mere ensartet udtryk. Behandlingen er velegnet til mat hud, pigmentforandringer, ujævn hudtone og begyndende aldringstegn, og hjælper samtidig med at beskytte huden mod frie radikaler. Behandlingen er skånsom og kan også anvendes i sommerperioden, når huden beskyttes korrekt med solbeskyttelse.

Patientinformation om behandlingen

Før du beslutter dig for en behandling, er det vigtigt, at du er grundigt informeret om hele forløbet – fra forberedelse til efterforløb. Her kan du downloade al relevant patientinformation om netop denne behandling, så du er godt klædt på og føler dig tryg gennem hele processen.

Behandlingsforløbet

Før behandlingen

Forundersøgelse

Før du kan få behandling, skal du til en forundersøgelse. Når du møder til forundersøgelse, er det vigtigt for os at forstå dine ønsker og overvejelser. Du vil blive spurgt til din generelle helbredstilstand, herunder tidligere og aktuel sygdom, medicin, allergier, tobak og alkohol. Derudover er information om tidligere kosmetiske behandlinger og/eller operationer, beskæftigelse og sport væsentlig. Disse oplysninger er væsentlige for den samlede vurdering af det forventede resultat og risikoen for dig. 

Vi vil herefter undersøge dig og der vil blive taget fotos til din journal. Formålet med forundersøgelsen er ud fra dine ønsker og din generelle helbredstilstand at vurdere den bedste plan for dig. Vi vurderer og vejleder dig i hvilken type behandling der vil give dig det bedste resultat og sammen laver vi en behandlingsplan. Du vil herefter få information om forholdsregler før og efter behandlingen, hvordan behandlingen foretages og potentielle bivirkninger og komplikationer. Du vil få både mundtlig og skriftlig information og have mulighed for at stille spørgsmål. Vi anbefaler at du har en pårørende med ved forundersøgelsen.

Når du har været til forundersøgelse, kan give dit samtykke og få foretaget behandling. Der er ikke lovmæssigt krav om betænkningstid, men vi anbefaler alligevel at der går mindst 48 timer fra du har fået mundtlig information til behandlingen udføres. Du vil, når du møder til første behandling, blive bedt om at skrive under på, at du har modtaget mundtlig og skriftlig information, at du har forstået informationen og haft mulighed for at stille spørgsmål og have en bisidder med.

Under behandlingen

Behandling

Behandling med peeling varer ca 20 min. Når du møder til behandling, vil din hud blive renset og affedtet, så de peelende ingredienser trænger ensartet ind i huden. Peelingen påføres og fremkalder en vævsirritation, der kommer til udtryk som rødme og derefter afskalning af hudens øverste lag fra dage og til 2 uger efter behandlingen. Graden af reaktion afhænger af type og styrke af peeling, mængde, behandlingstid og hudens følsomhed og modtagelighed. Du vil kunne mærke en varme, svie og prikken i huden under behandlingen, hvor meget er individuelt, men sjældent mere end hvad en håndholdt vifte kan afhjælpe. Der tages foto før og efter behandling.

Efter behandlingen

Efter behandling

Du skal undgå hård fysisk aktivitet det første døgn efter behandling. Derudover anbefaler vi, at du undgår berøring af det behandlede område og at du først benytter makeup når afskalningen er ophørt. Frem til afskalningen er ophørt kan du benytte efterbehandlingscreme, der kan købes i klinikken. Indtil da anbefaler vi at du undlader hudpleje med for aktive ingredienser. Du må ikke fjerne eventuelle hudflager eller klø i området, da du så risikerer at danne arvæv. Det er væsentligt at du undgår sollys de første 2 uger efter behandlingen. Herefter skal du benytte solcreme faktor 50, da der ellers kan tilkomme pigmentforandringer.

Du får et telefonnummer med hjem til akut brug, således du kan få fat i os døgnet rundt så længe du er nybehandlet. Herefter, ved ikke akutte forespørgsler, vil vi bede om at du i stedet kontakter klinikken i telefontiden eller på email.